Australien og New Zealand: nedtrapning af HFC, kølemiddellicenser og AS/NZS 5149

Australien: loven og nedtrapningen

I Australien reguleres kølemidler af Ozone Protection and Synthetic Greenhouse Gas Management Act 1989 med tilhørende forordninger. Loven omfatter både ozonnedbrydende stoffer og syntetiske drivhusgasser, det vil sige HFC ^[1][2]. Nedtrapningen af HFC begyndte 1. januar 2018 og styres med importkvoter. Kvoterne falder trinvis, indtil importen i 2036 udgør 15 % af basisniveauet. Basisniveauet beregnes ud fra den gennemsnitlige import af HFC i 2011–2013 plus en andel af importen af HCFC ^[1].

Australien fremstiller ikke HFC, så importkvoterne styrer hele forsyningen. Kvoterne påvirker prisen og gør over tid lav-GWP-kølemidler og naturlige kølemidler mere attraktive. Kvoterne dækker kun bulkgas af HFC; kølemiddel i forfyldt udstyr medregnes ikke. Kvoter tildeles for toårige perioder. For 2026–27 går 95 % af kvoten til eksisterende importører i forhold til deres import i 2023–24, og 5 % er åbne for andre (beslutning F2025L00848). Et nationalt miljøagentur (Environment Protection Agency) har været i drift siden 1. juli 2026, og HFC er på arbejdsplanen for Industrial Chemicals Environmental Management Standard (IChEMS) for 2026–27.

Licenser og handelsautorisationer

Licensordningen drives af Australian Refrigeration Council (ARC), som blev udpeget af regeringen i 2005 ^[2][3]. I henhold til forordningerne udsteder den administrerende direktør for National Environmental Protection Agency (NEPA) licenser og kvoter og udpeger RAC Industry Boards (reg. 120) ^[8][10]. Der findes to hovedtyper:

• Refrigerant Handling Licence (RHL): for personer, der arbejder på køle- og klimaanlæg med kølemidler, som reglerne omfatter. Licensen viser, at personen har den rette uddannelse til det arbejde, den dækker.
• Refrigerant Trading Authorisation (RTA): for virksomheder og personer, der køber, opbevarer, sælger eller bortskaffer sådanne kølemidler. Kun indehavere af en autorisation må købe kølemiddel i bulk.

Forordningerne (reg. 131, tabel 131) definerer fire licenser til håndtering af kølemidler, udover den begrænsede licens (reg. 133) og lærlingelicensen til arbejde under opsyn (reg. 134) ^[8]:

I henhold til reg. 135(1) skal enhver licenshaver ^[8]:

• kun bruge genopfyldelige beholdere til kølemiddel,
• ikke deltage i forbudt påfyldning af kølemiddel (se nedenfor),
• aflevere genvundet kølemiddel til en indehaver af en tilladelse til handel med kølemidler eller til et anlæg til destruktion af kølemidler (undtagen halon),
• angive licensnummeret på fakturaer, kvitteringer og tilbud, hvis vedkommende ikke er ansat eller lejet af en RTA-indehaver.

Licens- og autorisationsindehavere skal følge retningslinjerne for håndtering af kølemidler. Nye udgaver af retningslinjerne for Australien og New Zealand (del 1 og del 2, 2025-udgaven) har været gældende siden 20. februar 2025; de er opført som licensstandarder i punkt 23–24 i afsnit 6 i Qualifications and Standards Determination 2024 ^[9]. Det er obligatorisk for alle, der har en licens eller autorisation via ARC, at følge dem ^[3]. Retningslinjerne beskriver blandt andet, hvordan man undgår udslip, genvinder kølemiddel, tester for lækager og dokumenterer arbejdet.

Australien: udslip, genvinding og sikkerhed

Det er forbudt at slippe kølemidler ud, som er omfattet af reglerne, undtagen i små mængder, der ikke kan undgås ved korrekt arbejde. Kølemiddel, der fjernes fra et system, skal genvindes og afleveres til genanvendelse eller destruktion. Branchens returordning tager imod brugt kølemiddel ^[2].

Forordning 2AAA og 111A forbyder forbudt påfyldning af kølemiddel. Udstyr designet til at køre på ét kølemiddel, som vist på dets overensstemmelsesplade eller i producentens manual, må ikke påfyldes et andet HCFC eller HFC, hvis designkølemidlet ikke er et planlagt stof, eller hvis det nye kølemiddel har et højere GWP end designkølemidlet. I praksis må udstyr designet til R290, R600a eller CO2 ikke fyldes med et HFC, og en HFC-enhed må ikke påfyldes et HFC med højere GWP. Den eneste undtagelse er, hvor udstyret er afgørende for sundhed eller offentlig sikkerhed, og intet passende alternativ er tilgængeligt (reg. 2AAA(4)). Det er en overtrædelse med strengt ansvar (50 straffenheder) og en civil sanktionsbestemmelse (60 straffenheder) ^[8].

Sikkerhed i køleanlæg styres af AS/NZS 5149-serien, del 1–4, som er baseret på ISO 5149. Den fastsætter sikkerhedsklasser, den maksimale kølemiddelmængde pr. rum, krav til maskinrum og trykprøvning. Fabriksfremstillede apparater er dækket af produktstandarder i AS/NZS 60335-serien. Delstaterne har deres egne regler for arbejdsmiljø og gas, og for brændbare kølemidler såsom kulbrinter kan en delstat kræve en yderligere kvalifikation. Tjek reglerne i den delstat, hvor du arbejder.

I henhold til model-arbejdsmiljøforordningen 2011 (Commonwealth-versionen), bilag 5, skal design af trykbærende udstyr i fareklasser A–D under AS 4343:2014 registreres, og selve trykbeholderen skal registreres i fareklasser A–C, undtagen serieproducerede beholdere og gasflasker. Design af trykrør er ikke på designlisten. Delstaterne har deres egne versioner af forordningerne, som vi ikke har tjekket ^[11].

Australien: importforbud for klimaanlæg med højt GWP

Udover kvoterne for bulk-kølemiddel forbyder Australien import og fremstilling af visse klimaanlæg designet til kølemidler med et GWP over 750 ^[6]. Forbuddene dækker udstyr med højst 2,6 kg kølemiddel, der er designet til at køle eller opvarme rum til mennesker. De gælder også, når enhederne importeres uden kølemiddel. Udstyr, der allerede er importeret eller fremstillet før datoen, må sælges ^[6]. R410A (GWP 2.088) er dækket, mens R32 (GWP 675) og R290 er tilladt.

• Siden 1. juli 2024: udendørsenheder til single-split-systemer med én indendørsenhed, bærbare enheder og vindues- eller vægenheder.
• Siden 1. juli 2025: udendørsenheder til multi-split-systemer med flere indendørsenheder, herunder VRF-systemer.
• Definitionerne i reg. 2 dækker kun udendørsenheden til et split-system, bærbare enheder og enkelte væg- eller vinduesenheder, der primært er designet til at køle eller opvarme et stationært rum for menneskelig komfort, så køretøjer og køling af datacentre falder udenfor. Kanaliserede systemer er ikke nævnt i forordningsteksten; myndighedernes vejledning siger, at de er undtaget ^[6][8]. Bekræft dette med NEPA eller DCCEEW for den specifikke enhed. Udstyrslicenser kan også gives til medicinske, forsvarsmæssige, sikkerhedsmæssige og lignende formål (reg. 3DA(2)) ^[8].

New Zealand: tilladelser til import af HFC'er

New Zealand har ratificeret Kigali-ændringen og indført nedtrapningen gennem Ozone Layer Protection Act 1996 og Ozone Layer Protection Regulations 1996 ^[4][5]. Siden 1. januar 2020 må bulk-HFC'er kun importeres med en tilladelse fra Environmental Protection Authority (EPA). Tilladelser udstedes i faldende mængder over tid, opgjort i tons CO2-ækvivalenter ^[5]. Op til 80 % af den tilladte mængde tildeles tidligere importører, og mindst 20 % tildeles gennem særlige tilladelser. Der findes også tilladelser til import af genvundne HFC'er ^[5].

I henhold til Climate Change Response Act 2002 er det en overtrædelse bevidst at slippe syntetiske drivhusgasser ud ved arbejde med køleudstyr. Siden 2020 er syntetiske kølemidler blevet erklæret som prioriterede produkter med krav om producentansvar ^[4]. Som i Australien findes sikkerhedskravene for køleanlæg i AS/NZS 5149.

Punkter at overveje

• I Australien: tjek at både teknikeren (RHL) og virksomheden (RTA) har gyldige papirer fra ARC, før kølemiddel købes eller håndteres.
• Følg retningslinjerne fra 2025. Det er en betingelse for licensen.
• I New Zealand: forvent at HFC'er med højt GWP bliver dyrere, efterhånden som importtilladelserne skrumper.
• Til nye systemer: vælg et kølemiddel med lavt GWP og tjek påfyldningsgrænserne under AS/NZS 5149.